Om Randers og mig og om at skrive

Jeg er født i København, men voksede op i Randers. I Randers siger man: For dælen da og bøwl og træls og den slags. Det siger jeg ikke så tit, for nu har jeg efterhånden boet i København den største del af mit liv. Men nogle gange kommer det randusianske pludselig over mig, når jeg bliver overrasket for eksempel.

Randers, tænker du måske! Ha ha! Men hej, hvorfor er Randers pludselig blevet så sjov? Er der virkelig nogen, der tror, at folk der er så specielle? Det er en helt almindelig, halvkedelig dansk provinsby – men jeg elsker den på en måde. Så her kommer lidt om Randers, som også er lidt om Danmark.

Dengang jeg voksede op, var der to store fabrikker i byen, og på de fabrikker arbejdede tusindvis af mænd. Mændene sad i busserne om morgenen, tavse og røg smøger, så ruderne duggede (ja, dengang måtte man ryge i busserne). De var lidt seje, måske var jeg lidt bange for dem. Men de to fabrikker, Scandia og Dronningborg Maskinfabrik lukkede desværre, den ene fordi nogle politikere fandt ud af, at man ikke længere skulle lave tog i Danmark, det var meget bedre, at få dem lavet i Italien. De tog kaldes IC4, og de er som bekendt aldrig rigtigt kommet i brug. Selvom de var meget, meget dyre. Det havde nok været billigere at få dem lavet i Randers, så havde de i hvert fald kørt rundt på skinnerne for længst. Og man havde undgået, at en halv provinsby blev arbejdsløs. Da byens anden store fabrik lukkede, sammen med bryggeriet og meget andet, var det, som om Randers kollapsede. Byen har senere rejst sig, og i dag er det en velfungerende købstad, mest kendt for sin regnskov i dag. Dengang fabrikkerne lukkede, rejste jeg væk derfra. Jeg var 20 år og ville ud i verden – det var der mange grunde til.

For det første: Jeg rejste til Berlin, fordi jeg gerne ville lære tysk. På gymnasiet havde jeg seriøse problemer med det tyske, og jeg syntes, min tysklærer gjorde mig meget dummere, end jeg var. Men det var nok også min egen skyld, jeg var ikke særlig flittig. Til gengæld var jeg flittig i Berlin og fik et virkelig dejligt år dernede. I dag oversætter jeg bøger fra tysk til dansk. Tysk er mit yndlingssprog, og jeg har nogle rigtig gode venner i Berlin. Så tak for det, du gamle tysklærer! Efter Berlin tog jeg to år til Århus. Jeg startede på arkitektskolen, men efter første år fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle være arkitekt. Så tog jeg til New York. Egentlig bare på ferie, men jeg forelskede mig i en fyr derovre og endte med at blive der et halvt år. Senere flyttede jeg til København. Siden jeg var barn, har jeg vidst, at jeg ville bo i København. Jeg tror, de fleste mennesker har nogle ting, som de tidligt i livet fornemmer, at sådan vil det blive. Mit var helt sikkert: Jeg skal bo i København. Nu bor jeg godt nok på Frederiksberg, men det tager kun fem minutter på cykel, så står jeg på Rådhuspladsen. Og Frederiksberg er et rigtigt hyggeligt og rart sted at bo.

Jeg er uddannet cand.mag. i dansk. Dansk litteratur, sprog og historie – det er et spændende studie. Mine forældre har ikke nogen længerevarende uddannelser, så jeg skiftede helt miljø, da jeg startede på universitet. Det var ikke så nemt i starten. Det var en helt anden kultur, end den jeg kom fra. Men jeg har en god evne til at tilpasse mig, de steder hvor jeg havner. Man har rigtig mange skriftlige opgaver på dansk, måske også flere end det egentlig er sjovt at skrive. Men livet er jo ikke kun sjovt. Jeg fik virkelig en god arbejdsdisciplin af at skulle aflevere så mange store opgaver. Det skulle planlægges grundigt. Den disciplin bruger jeg i mit arbejde som oversætter, for når man får en deadline fra forlaget, må den ikke overskrides. Så det skal altid planlægges grundigt, selvom man kunne fristes til at tænke: Nårh, den skal først afleveres om to måneder, så … Jeg deler kontor på Christianshavn med ni andre forfattere og oversættere. Det er rart at have gode kollegaer i hverdagen.

Da jeg skrev min første roman, havde jeg egentlig en drøm om at lave tv. Jeg havde lavet et par programmer for Danmarks Radio og arbejdet lidt for en lokal tv-station. Men det var ikke rigtigt noget, jeg kunne leve af. Nå, tænkte jeg. Men jeg kan da prøve at skrive en roman, det kunne jeg virkelig godt tænke mig. Det koster heller ikke en million, ligesom et tv-program. Man kan jo bare fortælle sin historie, skrive den ned, det skal man i hvert fald ikke have tilladelse til at gøre. Men selvfølgelig er det ikke bare så nemt. Jeg synes selv, at det er en læreproces, der sikkert aldrig stopper. Man lærer hele tiden nyt om sproget og om livet – og det bruger man som forfatter.

Jeg skrev min første roman i starten af det nye årtusinde. Jeg havde ikke sagt det til så mange, der var flere af mine venner og familie, som ikke vidste, at jeg havde skrevet en roman, for jeg var naturligvis meget usikker på, om det ville lykkes. Og så er det rarest ikke at have råbt op om det i øst og vest, synes jeg. Men en dejlig morgen ringede de inde fra Gyldendal og sagde:

”Du har sendt os et manuskript til en roman.”

”Ja.”

”Den vil vi gerne udgive.”

” … ”

”Er du der?”

”Ja … For dælen da!”

Egne værker

2020: Kats Bog, ISBN 9788794015080

udgivet på Forlaget Eudor

2018: Hemmeligheder, ISBN-13: 9788793608399

YA-roman, udgivet på Forlaget Eudor.

2015: Rejsen til Nørrebro, ISBN 978-87-0284-5
Historisk ungdomsroman. Udgivet på Turbineforlaget.

2014: Sommeren på Carlsholm, ISBN 978-87-7141-643-5
Historisk ungdomsroman. Udgivet på Turbineforlaget.

2014: Det halve er mere end det hele
Forfatter og medredaktør på undervisningshæfte om Karen Blixen.
Udgivet af Karen Blixen Musset.

2006: Sophie. Dronning af Danmark, ISBN 87-02-05155-9
Historisk ungdomsroman. Udgivet af Gyldendal.
Udkom i 2008 på russisk på forlaget MIC.

2004: Marlene og kærligheden ISBN 87-02-02589-2
Min debutroman for unge. Udgivet på Gyldendal.

Desuden har jeg oversat flere end 40 bøger fra svensk og tysk, tysk, tysk.

Rejsen til Nørrebroaf Vibeke Bruun Arildsen